Gunnerus tar kontakt med mesteren
Biskop Gunnerus er i begynnerfasen av sine naturstudier. Han er sjøllært og ivrig etter å få vurdert sitt arbeid av sakkyndige. Han låner et eksemplar av Linnés Fauna Suecica av en bekjent på Røros, og blir imponert og inspirert av Linnés oversikt og skriver til mesteren i april 1761. Gunnerus beskriver sin usikkerhet:
Højædle og Velbaarne,
Allerbøjstærede Hr. Archiater.
Da Tronhjems stift er saa riigt paa naturalier, isærdeeleshed fiske og søofugle;saa har jeg, siiden jeg er kommen her op, begynt at samle paa alt, hva jeg har kundet faae derav og at betragte det, sa godt jeg kunde, til guds eevige Navns priis. Deres Velbaarrenheds lærde skrifter har jeg og derfor begyndt at gjøre mig noget lidet bekjendt, men jeg bogstaverer mig kun endnu frem og har den tiliid til Deres Velbaarrenheds bekjende stoore høflighet og nidkjaerhed i at forfremme studium historiæ naturalis, at de gunstig tillader mig at meddeele Dem mine tanker om een og anden ting i denne materie, for at erfare om samme ere grundede eller icke.
Han tar opp en rekke problemer og kommer inn på både fisk, alkefugler og mineraler. Hoveddelen av brevet går med til en inngående beskrivelse av fiskearten havmus (Chimera monstrosa):
I Torske garnet fanges her undertiiden en fisk, som dog høører til Amphibia nantes, kaldet : S ø ø R o t t e og i Nordlandene: H a v – K a t t e; Enden av spolen (cauda) er en ganske smal, lang streng fuldkommen lignende en rotte-rumpe (caudam ratti …
Linnés svar på Gunnerus sitt første brev er kort og noe forbeholdent, han vil nødig uttale seg om ting han ikke selv har sett:
”Gid jeg sammen med Dem kunne undersøke Deres så sjeldne fugler, som jeg har hørt av Deres brev at De har så mange og så velkonserverte av; jeg kunne da svare på deres brev; nu derimot våger jeg ikke å uttale noe om ting jeg ikke har sett
Likevel berømmer han beskrivelsen av havmusa og er tydelig imponert:
”Imidlertid gleder jeg meg over at Gud har oppvakt én, som Han har formet av bedre muld, til å utforske Hans naturhemmeligheter i nordboernes fjerneste egn; …”
 |
|